I weekenden havde jeg den store glæde at fotografere brylluppet for mine gode venner og dygtige fotografkolleger, Lærke og Michael. Det var en smuk dag den 24. maj – en dag, der bød på næsten alle tænkelige former for vejr, hvilket kun gjorde oplevelsen endnu mere mindeværdig.
At skulle fotografere andre fotografer kan godt føles en smule nervepirrende. Men Lærke og Michael gjorde det let for mig – de gav mig god tid og masser af tillid til at fange deres dag på min måde.
Allerede aftenen før selve brylluppet hoppede brudeparret i deres fine tøj, så vi kunne nå en lille pre-shoot. Min mand Bo og jeg kørte fra Stevns til Hjortshøj, lidt nord for Aarhus, og sammen tog vi turen ud til Mols Bjerge. Her udnyttede vi det sidste gyldne aftenlys – og sikke et sted! Jeg havde aldrig været der før, men blev dybt betaget af naturens storhed og det bløde, smukke lys. Det blev til nogle helt særlige billeder i et helt særligt landskab.

Lørdag, på selve bryllupsdagen, havde vi også sat tid af til endnu en fotosession. Denne gang gik turen til en strand, som vi næsten havde helt for os selv. Og som på bestilling brød solen frem netop som vi trådte ud i sandet. Det var et magisk øjeblik – og endnu en perfekt ramme til at fange kærligheden mellem de to.

Tak, Lærke og Michael, for tilliden – og for at lade mig være en del af jeres store dag. Det var en ære og en fornøjelse.




















Kære Mette – tak for smukke billeder – det er lige så nervepirrende for fotografer at blive fotograferet som det er for fotografer at fotografere andre fotografer – ikke desto mindre en smuk serie billeder fra en smuk dag, hvor du fanger kærligheden på fineste viskærlig hilsen Lærke og Michael