Jeg bliver inspireret af smukke ting – og indrømmet, jeg bruger en del tid med næsen i min telefon eller foran computeren, hvor jeg suger inspiration til mig. Det kan være alt fra håndarbejde og boligindretning til haveprojekter.
Lige for tiden er det haven, der har fanget min opmærksomhed. Og for nylig faldt jeg over et opslag på Facebook om åbent havebesøg hos en rosenekspert – Peter Ørum Scherg. Det lød simpelthen for spændende, så det måtte jeg bare opleve.
Så i forrige weekend tog jeg afsted – sammen med en hel masse andre haveentusiaster. Desværre kunne jeg ikke blive så længe, for vi skulle holde studentergilde for vores datter weekenden efter, så der var nok at se til. Men inden jeg gik, fik jeg lige sagt til damen ved udgangen, at jeg virkelig gerne ville komme tilbage og tage nogle billeder af Peter i hans rosenhave – hvis han altså var frisk på idéen.
Og det var han heldigvis!
Så forleden var jeg forbi Peter og hans dejlige hustru Vibeke. Deres have ligger helt eventyrligt midt i en bøgeskov – 7000 m2 fyldt med roser og passion. Det var en fornøjelse at tage portrætter af Peter midt i det, han brænder allermest for.
Hans første rose for over 20 år siden var en Jacques Cartier. Og det pudsige er, at det var faktisk også min første rose – dog for ca. 25 år siden. I dag har Peter ikke bare én, men over 900 roser! De er overalt – hele haven summer af blomster, duft og kærlighed til det, der gror.
Jeg gik derfra med jord på skoene, rosenduft i næsen – og kameraet fyldt med billeder af både skønhed og passion.










